Traumeklinikken

I studiet hos TV2/Go’ Aften Live tirsdag den 15. juni kl 18.30 fortæller Traumeklinikkens psykiater og traumespecialist Cæcilie Buhmann om de forventelige rektioner på chokoplevelser efter de dramatiske begivenheder ved Chr. Eriksens kollaps under EM-fodboldkampen mod Finland.

Cæcilie Buhmann fortæller, hvordan reaktionerne på traumatiserende oplevelser er forskellige fra person til person, og at reaktionerne skal håndteres individuelt. Det gælder for alle. Både for holdkammeraterne og for alle andre, som gennem livet udsættes for oplevelser, der giver psykiske eftervirkninger. Ved at få den nødvendige ro, hvile og omsorg, fx gennem samtaler med nærtstående eller med professionelle.

Under interviewet påpeger Cæcilie Buhmann desuden, at de meget voldsomme begivenheder og billeder, som blev set af alle, der fulgte landskampen, kan aktivere tidligere traumer. Fordi billederne har det samme element af kontroltab, som er fælles for alle traumatiske oplevelser. Opfordringen er derfor, at usædvanlige reaktioner på Christian Eriksens kollaps, genoplivning og stemningen i Parken bør give anledning til at søge hjælp hos en professionel.

 Jeg vil tro, at mange af dem vil være klar, og så kan der måske være nogle enkelte, der stadig er for hårdt ramt. En belastningsreaktion går typisk over inden for 24 timer, når der kommer ro på.

– Var han ikke overlevet, havde chok-traumet selvfølgelig været et helt andet. Nu ser det ud til, at han kommer sig uden varige mén, det er en stor formildende omstændighed, og derfor vil der formodentlig være et flertal af spillere, der kan flytte sig videre fra den her begivenhed uden langvarige psykiske reaktioner.

– For nogle vil det være rigtigt at spille kampen (med tanke på, at vi gør det for ham og hans familie. For andre vil det ikke være muligt.

– Det afhænger enormt meget af, hvordan den enkelte her nogle dage senere forstår hændelsen.. Helt lavpraktisk skal man have fortalt sig selv, sin krop og sin hjerne, at der ikke længere er fare på færde. Det kan lyde meget banalt, men det kan virkelig hjælpe. Man skal have hjernen til at forstå, at han ikke længere er i livsfare og man ikke selv umiddelbart er i fare for at opleve det smme.

– En af de faktorer, der afgør, om folk udvikler senreaktioner på et traume, er deres egen opfattelse af, om de har kunnet handle eller var magtesløse.

– Nogle spillere fokuserer måske stadig på faremomenterne. Min gode ven var i fare, han var ved at miste livet, han faldt om, selvom han er sund og rask, det skete ude af ingenting, jeg var hjælpeløs, og det kan ske igen. Er det blevet den indre fortælling, vil der typisk også være angst og utilpashed ved at gå på banen. Så risikerer man at tage tilbage til stadion med en følelse af, at det er et uforudsigeligt og farligt sted.

– Hvis man derimod har kunne fokusere på alle de formildende omstændigheder omkring chokket, kan man fint være klar til at gå på banen. Vi overkom krisen. Vi slog ring om vores ven. Vi tog hånd om familien. Vi gjorde, hvad vi kunne, og han blev reddet. Hvis man kan anlægge det perspektiv, vil det være understøttende for, at man ikke reagere voldsomt psykisk.

– Derfor er det utrolig vigtigt, at spillerne inden kampen får hjælp til at forstå, hvor de er henne psykisk. Kan de sove? Er de angste? Er de i stand til at spille? Hvordan er deres indre landkort?

– Det er vigtigt, at ingen presses til noget. Der er ikke noget rigtig eller forkert. Der er en stor styrke i at kunne sige fra og sige, at man ikke er klar til kamp. Omvendt skal man heller ikke føle sig kynisk og kold, hvis man er klar til kamp.

– Der vil formodentlig være mange af spillerne, der kommer videre fra den her hændelse, uden at de udvikler psykiske mén. Andre vil få et efterspil med alt fra sorgreaktioner til kriseprægede og stressprægede reaktioner. Det er det, hele organisationen nu skal forebygge.